
En jættestue er en gravbygning af store sten, dækket af en høj. Rundt om højen er der anbragt tonstunge sten. Jættestuer blev igennem flere hundrede år brugt til at begrave mennesker i i tiden før og omkring 3.000 f.Kr.
Netop sådan en jættestue dukkede frem, da kronprins Frederik (den senere Frederik V) i 1744 fik lavet nogle anlægsarbejder i skoven ved sit slot, Jægerspris Slot.
Kronprinsen regnede med, at graven stammede fra Gorm den Gamles og Harald Blåtands tid, så på mindestenen, han fik opsat, står der:
Denne grav som fromme hedenske forfædre for mindst 800 år siden anlagde til bevaring af 4 menneskers jordiske levninger og dækkede med kæmpestore sten blev i juni 1744 med omhyggelig hånd åbnet og prydet med denne mindesten af den højbårne fyrste Frederik, arving til sine forfædres rige og dyder, folkets håb, hæder og glæde.
I virkeligheden var graven mindst 3.000 år ældre.
JulianehøjCirka 30 år senere blev der udgravet endnu en jættestue, Monses høj, også kaldet Væverhøj, udenfor Slotshegnet, nordvest for Jægerspris Slot.
Denne høj blev omdannet til monument for enkedronning Juliane Marie (1729-1796), og billedhuggeren Johannes Wiedewelt tegnede en indgangsportal, som blev udhugget i norsk marmor og fik denne indskrift:
JULIANE-HØJ – TIL DEN BEDSTE MODERS MINDE HELLIGES DETTE ÆLDGAMLE MINDESMÆRKE FUNDET I AARET MDCCLXXVI AF ARVE-PRINDS FRIDERICH.
Julianehøj kommer du til ved at passere Jægerspris Slot og køre ca. 500 m ad Kulhusvej.
På Frederikssund Turistbureau kan du købe foldere med vandreture i skovene i Jægerspris, og heri finder du også jættestuernes placering.