
'Fjordland i 10.000 år' hedder museets basisudstilling, der blev fornyet i 2007. Den præsenterer den besøgende for en kronologisk gennemgang af lokalområdets historie. Udstillingen begynder ved sporene efter de ældste mennesker ved fjordene og fortsætter til de karakteristiske lokale fund fra bronzealderen, jernalder, vikingetid og middelalder.
Ny og skabt til udstillingen er også en model af købstaden Slangerup, som byen så ud ca. 1530, før kloster og klosterkirke blev revet ned. Modellen, der er udført i 1:50, giver et overraskende indtryk af den dominerende stilling, som det store klosterkompleks havde i bybilledet.
Derudover belyser udstillingen livsvilkårene i 1700-1800-tallet i landbruget og blandt fiskerfamilier ved fjordene. Et særligt afsnit viser Færgegårdens og overfartens historie i samme periode. Udstillingen afsluttes med to udstillingsrum, der handler om købstaden Frederikssunds udvikling i de sidste to århundreder. Det ene rum fokuserer på byen i 1800-tallet som centrum for handel og håndværk. Her vises også det ældste kendte billede af Frederikssund fra 1857. Det andet rum har 1900-tallets mange industrier og befolkningens nye arbejds- og fritidsliv i centrum.
For oplysninger om åbningstider, entrépriser m.m.: Besøg museets hjemmeside,
www.museet.frederikssund.dk