
Kong Frederik VII erhvervede Jægerspris Slot den 21. april 1854 på sin hustru, Louise Danners fødselsdag. Herefter blev de oldenborgske kongers gamle jagtslot til privatbolig for landets konge og siden enkesæde for grevinde Danner. I 1866, tre år efter kongens død, åbnede grevinden dele af slottet for publikum.
På museet kan man se audienssalen, kongens arbejdsværelse med den imponerende pibesamling, tårnværelset og jourstuen med kongens store våbensamling, samt grevindens kabinet med de smukke møbler. Stuerne på Jægerspris Slot er indrettet efter tidens smag af den mode- og stilbevidste grevinde Danner og er det eneste sted i Danmark, hvor 1850'ernes boligindretning kan opleves i en samlet helhed.

Ved et besøg på museet kan man også se kong Frederik VII's arkæologiske samling, der indeholder flere unikke guldfund fra bronzealderen. Og man se en udstilling om det børnehjem, grevinden oprettede på slottet. I udstillingen fortælles, hvordan børnene levede og boede på børnehjemafdelingerne rundt om slottet i 1920'erne, 30'erne og 40'erne, og her vises, hvorledes dette store private børnehjem har haft betydning for børneforsorgen i Danmark. Endelig vises hvert år vekslende særudstillinger.
I slotsparken kan grevinde Danners grav ses. Desuden står her og i skoven 54 mindestøtter over nogle af kongerigets store mænd. Støtterne er udført i 1780'erne af den berømte danske billedhugger Johannes Wiedewelt.
For oplysninger om åbningstider, entrépriser m.m.: Besøg museets hjemmeside,
www.kongfrederik.dk.