Slottets historie går helt tilbage til middelalderen. Allerede i 1200-tallet eksisterede der en Selsøgård, den nævnes første gang i 1288 og tilhørte da Roskilde bispesæde. Bispestolen besad Selsø helt op til reformationen. Den hovedbygning, som står i dag, blev bygget af rigsråd Jacob Ulfeldt i 1576 i renæssancestil og ombygget til barok i 1734 af Chr. Ludvig Scheel von Plessen.
Slottet stod ubeboet fra 1829, hvor den sidste beboer, Agathe von Qualen Plessen, døde. Alt inventaret blev solgt på en auktion, nøglen blev drejet om, og Selsø Slot indledte en tornerosesøvn, som varede i næsten 150 år. Men i modsætning til i eventyret var det absolut ingen skønhedssøvn. Slottet forfaldt så meget i de år, at godset til sidst udelukkende anvendte bygningerne til landbrugsmæssige formål: kornmagasin i Riddersalen, fasankyllinger i spisesalen, bistader i modtagelsesværelset, hønsehold på bagtrappen osv. Hele det gamle og i fordums tid pragtfulde slot blev forvandlet til én stor svinesti.
Men så kom redningen i 1972, da journalist- og forfatterægteparret Grethe og Bernhard Linder forpagtede det gamle, forfaldne slot og påbegyndte en nænsom restaurering. Takket være disse to mennesker har vi i dag et enestående herregårdshus, som står, næsten som det blev forladt i 1829 – uden el, vand og varme.
Selvfølgelig bærer et så gammelt slot på mange historier – det kaldtes også spøgelsesslottet af folk på egnen. Vi har fx historien om den hvide dame, som siges at have slået sin mand ihjel, fordi han var lidt for glad for fremmede damer. Men vi har også en troværdig historie om en kvinde, der i mange år var indespærret i et værelse på Selsø Slot.
Fortællingen om den indespærrede kvinde Selsø Slots bygherre Jacob Ulfeldt døde i 1593, og én af hans tre sønner Mogens Ulfeldt arvede Selsø. Han interesserede sig ikke overvældende for stedet, da han havde store forleninger, bl.a. Kronborg. Desuden var han som rigsadmiral meget på farten, men var ikke særlig heldig i de bataljer, han deltog i. På hjemmefronten på Selsø gik det heller ikke for godt. I hvert fald benyttede han Selsø som fængsel for sin kone Anne Munk. Hvad hendes forseelse har været, vides ikke. Der tales blot om en ’bedrift’, hun havde gjort. Men mon ikke det har været ægteskabelige sidespring? Det så man meget strengt på dengang, i hvert fald når det gjaldt kvinder.
Efter Mogens Ulfeldts død i 1616, boede hans tre sønner på Selsø, og de befriede moderen fra indespærringen. Men da Christian IV erfarede det, skrev han et brev til sønnerne (Herregårdsmuseet har en kopi af brevet), hvori han bebrejdede dem deres levevis på Selsø – de føre frysk huus – og at de skulle se at komme til udlandet for at blive ordentlig uddannede. Det, kongen dog især bebrejdede dem, var, at de havde løsladt moderen af hendes custodie (fængsel), og han beordrede dem at spærre hende inde igen. Der sad Anne Munk så i mere end 12 år, hvorefter hun blev løsladt. Hun og hendes strenge ægtefælle er i øvrigt erindret i
Selsø Kirke. Altertavlen fra 1605 har i topstykkets vinger Ulfeldts og Munks våben samt initialerne HMW - FAM (Hr. Mogens Ulfeldt – Fru Anne Munk).
For oplysninger om åbningstider, entrépriser m.m.: Besøg museets hjemmeside,
www.selsoe.dk.