
Fjordlandet har flere fine fiskevande, hvor du kan drømme om gode fangster, mens du nyder naturen og venter på, at drømmene går i opfyldelse.
Prøv for eksempel Vellerup Vig ved Isefjorden, hvor der kan fanges havørred. Og når det er sæson for hornfisk (maj-juni og september) er det tid til at trække i waders eller sejle ud i jolle og fiske lige nord for Kronprins Frederiks Bro, som forbinder Frederikssund by med Hornsherred.
Hvis du fisker med stang og er 18-65 år, skal du have lystfiskertegn. Du kan købe et, der gælder enten en dag, en uge eller et år. Fisketegn kan du købe på Frederikssund Turistbureau, men du kan også købe det online på
www.fisketegn.dk, hvor du i øvrigt kan læse mere om de regler, du som lystfisker skal overholde.