
Frederikssund Vikingebopladsen blev til, fordi deltagerne i
Frederikssund Vikingespil ønskede at udvide vikingeaktiviteterne med en historisk korrekt rekonstrueret landsby.
Landsbyen skulle give publikum en mulighed for at opleve, hvordan vikingerne levede og arbejdede. Projektet startede i 1994, og i dag er Frederikssund Vikingebopladsen et 'frilandsmuseum' med gratis adgang.
På Vikingebopladsen er der bygget fem grubehuse og et langhus samt en plankevej og en anløbsbro, hvor vikingeskibe i sejlads på Roskilde Fjord kan lægge til. Grubehusene er små, halvt nedgravede huse med forsænket gulvniveau (gruben). De har været brugt som værksteder og i nogle tilfælde også som midlertidig bolig.
Du kan læse mere om Vikingebopladsen ved at
downloade en informationsfolder, som også kan printes og tages med ved dit besøg.
Hele anlægget stilles under publikums beskyttelse, og Den selvejende institution Frederikssund Vikingeboplads beder om, at man behandler bopladsen forsigtigt og nænsomt.