Fisker ved Isefjorden, fiskeri, fiskevande, fjroden, fjordlandet

Fisker ved Isefjorden

Fisker ved Isefjorden, fiskeri, fiskevande, fjroden, fjordlandet

Med line og tålmodighed – lystfiskeri for alle

Fjordlandet viser sig ofte fra sin afdæmpede side om sommeren, så lad roen sænke sig omkring dig og tag fiskestangen og fiskegearet med til Frederikssund og fang din egen aftensmad.

Hvad enten du er erfaren lystfisker eller helt ny i fanget, så er der masser af muligheder omkring Frederikssund for at kaste sig ud i lystefiskeri. Lettest er fiskeri fra Kronprins Frederiks Bro (broen mellem Frederikssund og Hornsherred over Roskilde Fjord), hvor man iført waders lader sig glide gennem vandet ud til sejlrenden ved broen. Stedet ligger tæt på Frederikssunds centrum samt der ligger en grill lige ved siden af. Ved grillen er der også en lavvandet strand, hvor børnene kan lede efter krabber og vandmænd. Du kan tage S-toget direkte fra København med dit fiskegrej, og så kan du gå ud til broen, hvor der hovedsageligt kan fanges hornfisk.

Perfekte steder for lystfiskeri for hele familien findes især ved Hammer Bakke og Vellerup Vig, hvor du kan komme helt tæt på naturen. Tag børnene med og vis dem, at fisk ikke kun er noget, der findes i supermarkederne. Fang fisken i Isefjorden, og hvis du er rigtig ét med naturen, så rens dem og tilbered dem ved bålpladsen i god, gammeldags lejrskole-stil. Du finder stranden ved Hammer Bakke på adressen Hammer Bakke, 4050 Skibby.

En anden familiefavorit og populært fiskested er Vellerup Vig, hvor der kan fanges havørred. Her er let at fiske, og på højre side af vigen findes en stor muslingebanke, som er et godt udgangspunkt for at fiske. Adressen er Vigvejen, 4050 Skibby.

Søger du den komplette oplevelse, hvor ro og fred hersker, så tag en tur til Østskov ikke langt fra Selsø Slot lige overfor Eskilsø. Her er næsten garanti for en menneske-fri dag, hvor du med støvlerne placeret i vandet kan lade tiden stå stille og bare koncentrere dig om fiskelinen. Tempoet er sat helt ned for dig, så du kan ligeså godt tage det hele ind og trække vejret dybt. Her er mulighed for at fange havørreder forår og efterår og hornfisk om foråret. Området emmer af stilhed og ro, som alle kan nyde.

Du kan finde det rolige spot for enden af Skovvejen i Østskoven, 4050 Skibby.

Del denne side

Husk dit fisketegn

Husk, at hvis du ønsker at give dig i kast med lystfiskeri, så skal du anskaffe dig et fisketegn.

Det kan købes på Frederikssund Turistkontor eller på nettet. Prisen er 185 kr. om året og 40 kr. om dagen.

Mindfulness ved vandet – find din indre lystfisker

Har du en indre lystfisker gemt i dig? Så må du ikke gå glip af de gode fiskevande i Frederikssund og omegn.