Fjordstien
Den regionale cykelrute nr. 40, også kaldet Fjordstien, bugter sig gennem det meste af Frederikssund Kommune – og temmelig meget længere. Faktisk er Fjordstien i alt 275 km lang, og du skal med fire færger for at komme hele vejen rundt. Fjordstien er en natursti langs Roskilde Fjord og Isefjorden. Fjordnærhed og trafiksikkerhed har været nøgleordene i stiprojektet, og mange steder kommer du så tæt på kysten, at du kan nyde udsigten til vandet og brisen fra fjorden, mens du bevæger dig af sted. Fjordstien følger eksisterende gamle vejforløb, mark- og skovveje, men der er også nyanlagte stier. Flere steder er der en separat vandrerute som en trampesti langs vandet.
Fjordstien fører dig gennem skove og bakkede landskaber, idylliske landsbyer og købstæder som Frederikssund og Roskilde, og så slår den også et smut rundt om Orø i Isefjorden. Undervejs passerer du kirker, godser, vandmøller og andre interessante steder.
Hele vejen rundt langs Fjordstien er der mulighed for overnatning. Hvis du ikke har noget imod primitive forhold, kan du med fordel vælge en superbillig naturlejrplads, men der er også mange andre overnatningsmuligheder.
