FrederiksSUND for SJÆLEN

Guide til en Genopladende weekend

Hvorfor bruge formuer på mindfulness-kurser og spa-ophold, når du bare 50 km fra København kan lade op i betagende og beroligende landskaber? Frederikssunds omegn har alle de bølgende kornmarker og uforstyrrede fjordstier, man kan drømme om, når det hele spidser til, eller man bare har brug for en pause. De perfekte omgivelser til en weekendtur, der står på afslapning, dybe vejrtrækninger, naturoplevelser og lækker mad.  Og så kan det gøres for bare en brøkdel af, hvad det koster at tage en weekend til Paris eller på yoga-retreat. Området har flere hyggelige og billige bed & breakfast-steder, hvor der er frisklagte æg og fuglekvidder til morgenkaffen. Den sunde frokost kan du selv plukke i jordbærmarken ude i det gamle hippie-kollektiv Svanholm i Hornsherred.  Ca. 22 kr. for en bakke jordbær – men så er de også økologiske. Og så er der stadig plads til en stor is fra den lokale Hansens Flødeis – iskioskerne i Jægerspris er et must på turen - og senere aftensmad af den gammeldaws slags, som den serveres i de hyggelige krostuer rundt omkring langs landevejene.  

Kornblomster og tidslommer

Så læg hverdagen, skrivebords-bunkerne og cappucino-maskinernes kværnen bag dig, og tag derud, hvor du kan høre fiskerens snøre ramme vandet. Sæt kursen mod Hornsherred, for det er derude på halvøen mellem Roskilde Fjord og Isefjorden, freden for alvor sniger sig ind på dig. Derude, hvor man køber jordbær og kartofler i stalddøren. Derude, hvor bildækkene knaser i gruset, og man har hele landevejen og alle de blå kornblomster for sig selv. Derude, hvor egetræerne er så gamle, at de sætter ens egen eksistens i relief.  Og hvor der er så mange dyr, at dine børn tror, de er kommet på bondegårdsferie. Geder og nuttede kalve får man bl.a. med i købet, hvis man plukker jordbær eller drikker kaffe på Svanholm Gods.

Har du energi og lyst til mere end at vegetere, meditere og spadsere, er det bare at finde ud af, om du vil cykle, sejle, bade eller fiske.  Fjordstien - i alt 275 km sti rundt om Roskilde Fjord og Isefjord – er fredfyldte og smukke strækninger, fjernt fra bilos og cykelbøller. Her bliver cykling en børnevenlig og meditativ fornøjelse – afstressning på to hjul. Du kan også opleve Roskilde Fjord fra vandsiden med Dampskibet Skjelskør – eller hyre en fiskeguide, som kan lære dig kunsten at koble af med en fiskestang i hånden. Vil du flade helt ud, er der strande nok at vælge imellem.

Hvis Frederikssund og Hornsherred for dig stadig er ubestemmelige pletter på landkortet, så har du noget til gode: Et lille stykke fredfyldt Danmark. Det kan opleves som at træde ind i en tidslomme eller en helt anden kultur.  Eller som at træde ind i naturens eget medicinskab, der renser hjernen, får pulsen ned og energien op.

Del denne side

Mine yndlingssteder

Læs om de lokales yndlingssteder og find de bedste tips på turforslag i Frederikssund og omegn.